Min første skoledag.
Den husker jeg som noget særligt, og det tror jeg, alle vil gøre, når man spørger.
Jeg havde forberedt mig i flere uger med at pakke min skoletaske. Det var en lille slidt brun taske, min far havde brugt og sikkert også hans søskende, de var 10 børn i familien. Også mit penalhus har min far brugt, har han fortalt. Det var et af træ med et låg, der kørte frem og tilbage i en rille. Når jeg trak låget til side, var der 2 lange rum til blyanter og til penneskaftet, og for enden et lille halvrundt rum til de løse penne og til viskelæderet.
Den 1. april 1944 havde farmor mig ved hånden og vi skulle ind til frk. Lohmann i hendes lille lejlighed.
At det blev min farmor skyldtes, at min mor var syg. Hun havde tuberkulose og var indlagt på Nakkebølle Sanatorium.
Det havde hun været tidligere i 3/4 år, men da boede vi sammen, min farmor og farfar og mine forældre og lillesøster. Min mor var vist kommet for tidlig hjem, så hun måtte afsted igen.
Imellem tiden havde min far overtaget mit barndomshjem og forældrene havde købt huset, den nuværende adresse Svendborgvej 417. Derfor boede jeg nu hos farfar og farmor.
Tilbage til d. 1. april 1944. Vi kom på een gang, så der var en trængsel i den lille stue. Vi børn skulle sidde i et andet lille rum, der sikkert blev brugt som hendes soveværelse. Det var i enden af huset og vinduet vendte ud mod brugsen. Vi piger satte os på en række på kanten af hendes divan, som hun nok sov på.
Jeg kendte ikke nogen af de andre børn. Der var ingen på vejen på lige min alder. Enten var de ældre eller 1 år yngre, så jeg sagde ikke noget. De andre børn havde det nok på samme måde.
Men de voksne inde i stuen, de snakkede. De kendte sikkert hinanden. Mange havde nok været der flere gange, for der var mange familier, der havde flere børn.
Så kom der een med en tallerken med et stykke lagkage på til hver af os, og en anden kom med et glas saftevand.
Det var altså svært at holde styr på de to ting, når vi ikke havde et bord at sætte det på.
Jeg satte mit saftevand på gulvet, når jeg skulle spise lagkage, men det var meget svært for de piger, der sad oppe i hovedenden, oppe på det høje. De kunne ikke nå gulvet med benene. Det var godt, det ikke var mig.
Langt om længe var de voksne færdige og frk. Lohmann stod i døren.” Kom så børn, så skal vi over i skolestuen”, sagde hun. Så nu var det, at jeg skulle i rigtig skole. Nu var jeg ikke længere lille, nu var jeg stor, for det er jeg, når jeg går i skole.
Vi gik tværs over legepladsen og op af de 3 trappetrin igennem den åbne veranda med tag over og ind i det fælles rum i skolens midde. Vore træsko skulle vi sætte ind i nogle små rum. Det lignede de samme rum, som vores høns gik ind og lagde æg i hjemme i hønsehuset.
Vi fik vore hjemmesko på og gik ind i frk. Lohmanns skolestue, og hun bestemte, hvor vi skulle sidde. 2 piger ved hvert dobbeltbord med fast bænk og et trinbræt til at sætte benene på. Bordpladen kunne skubbes frem og tilbage, og når det var tilbage, kunne flasken med blæk sættes ned i et rundt hul.
Min farmor og de andre mødre satte sig langs væggen og så på. Så fik vi hver en tavle og hver en griffel. Den var noget tyndere end en blyant, og til sidst fik vi hver en rød Ole Bole bog.
Så mener jeg, hun læste en historie op for os som afslutning på vores første skoledag. Jeg var lidt skuffet, for vi fik ikke noget for til næste gang.
Tavlen brugte vi de første par år. Det var noget besværligt, når vi skulle skrive noget hjemme.
Så skulle vi passe på, at kluden og vandflasken, som vi selv skulle holde os med, ikke kom til at røre ved den tavle, for så havde vi bare visket det hele ud igen.
Frk. Lohmann, lærerinden, var lige som jeg havde forestillet hende. En gammel kone med lang nederdel næsten helt ned til anklerne, nogle sjove små kortskaftede støvler og gråhåret med knold i nakken.
Jeg havde hørt så meget om hende. Min far, der var født i 1906, havde gået hos hende, sammen med mange af hans 9 søskende, og jeg skulle altså også opleve at gå ved hende.
Jeg havde jo set hende, når hun gik fra sin lejlighed og langs farfars hus op af den græsgang, der var langs haven og op til sit lille sommerhus. Det lå der oppe bagved skolelærerens have. Denne græsgang er i dag Jens Nielsensvej.
Mange personer har igennem de næsten 50 år, Gudrun Lohmann har været forskole lærerinde oplevet de samme ting, som jeg husker fra min første skoledag som 7 årig.
Jeg er overbevist om, at hun har brugt den samme fremgangsmåde hvert eneste år, når der skulle et nyt hold elever til Vester Aaby skole. Hun blev ansat i 1911 og der har været taget skolebilleder igennem alle årene om sommeren på skolepladsen med alle børnene særligt opstillet, hvor hun også er på billedet.
Nu gik man kun i skole hver anden dag, så det kunne godt være, der manglede nogle børn engang imellem på billedet, hvis fotografen kom, den dag man ikke var i skole.
Men Gudrun Lohmann, ja det hed hun faktisk, men der gik mange år, inden jeg vidste det. Det var frk. Lohmann.
Lærer Peder Mortensen, der begyndte i 1898 og gik på pension i 1941 og frk. Lohmann udgjorde hele staben af lærere i over 40 år.
Ganske imponerende at være lærere i så mange år på samme sted.
Gerda Nielsen.
