Fortællingen blev bragt i medlemsbladet nr.4 , 2002.

Tirsdag den 9. april 1940.
Den 9. april 1940, den dag Danmark blev besat af tyskere, var for mange borgere et stort chok.  Man vidste, at der var krig i Polen og i Finland. Men at det skulle ramme os, var nok meget uventet.

Jeg var 16 år, og mener ikke, jeg havde nogen mening om situationen, og tog nok besættelsen som en stor oplevelse. Det at der virkelig skete noget. Men jeg blev meget hurtigt klogere.
Fra morgenstunden den 9. april fløj tyske fly mod nord i en uafbrudt strøm. De fløj meget lavt, så der var en uhyggelig stemning omkring os. Flytypen var en tre-motoret J U 88. De larmede utroligt meget, og bar præg af, at de var tungt lastede. Man sagde, de fløj til Norge. Fly strømmen varede mange dage. Jeg kan ikke huske nogen, der fløj mod syd.

Hjemme havde vi radio. Det havde man endnu ikke i alle hjem. Den var tændt hele dagen, og vi hørte landets ledelse opfordre til ro og besindelse. Det fulgte vi også i Vester Aaby. Far var sognefoged og lægsmand. Som lægsmand havde han en rød konvolut liggende i pengeskabet. Den måtte kun åbnes efter ordre fra politiet i tilfælde af krig og dermed mobilisering af hæren. Den ordre kom aldrig.

Det første vi mærkede til krigen, var et tysk påbud om mørklægning. Det vil sige, at alt udendørs lys skulle slukkes, alle vinduer skulle afskærmes totalt. Biler og cykler måtte kun have et meget begrænset lys.
Det krævede man, for at hindre fjendtlige fly i at kunne orientere sig om natten.
Der var ikke mange hjem, der var forberedt på en mørklægning, alt blev brugt til formålet. Det var faktisk en store opgave at afskærme vinduer i beboelse, stalde, virksomheder mm. Det var bedst med noget sort stof. Det kunne lyset ikke skinne igennem.
Det var fars opgave at kontrollere om mørklægningen var effektiv. Da det blev mørkt, gik vi en tur igennem byen. Den var så mørk, den var så stille, den var så ejendommelig.
Vi kunne høre, at folk var aktive med at mørklægge. Man troede næppe, at der skulle gå fem år, inden vi kunne tænde lys i vinduerne igen.

Da der var gået nogle dage, kom der melding om, at fire unge mænd fra Vester Aaby sogn havde været med i træfningerne den 9.april, dels i Sønderjylland og dels i København.

Erik Rasmussen ”Godthåb”  (Sølvbjergvej 29)  var garder og stod vagt ved Amalienborg.
I Sønderjylland var der en træfning ved ”Søgård” kasserne.
I den deltog de tre andre fra Vester Aaby. Det var:
Erhard Jørgensen         Rolighedsvej 25.
Jacob Andersen             Præstegårdsvej 11.
Aksel Hansen                 Frederiksbergvej 29 Pejrup.
Der var stor glæde i de fire hjem, da man erfarede, at de alle var uskadte.

Hverdagen gik videre i Vester Aaby.
Hvornår de første tyske soldater viste sig i V. Aaby, husker jeg ikke.
En af krigens følger var rationering og vareknaphed og det strammede langsomt men sikkert til.