Artikel fra stavn 2009

Af Gerda Nielsen

På et lydbånd optaget i 1974 fortæller Aksel Krogh og Peder Møller, der begge boede på Faurshøjvej 25 og Faurshøjvej 41 deres erindringer om kalkbrænderiet fra først i 1900-tallet.

Aksel Krogh født i 1909 havde sit barndomshjem ved Vester Aaby kalkbrænderi nuværende adresse Faurshøjvej 25. Han har fortalt, som han huskede livet omkring sin far og farfars kalkbrænderi. Hans far kom hjem i 1900 og hjalp sin far med kalkværket. Det havde eksisteret fra midten af 1860-erne. Men krigen 1914-1918 satte en stopper for det, fordi brænde og kul blev rationeret.

Det foregik på den måde, at der kom rå kalk fra Fakse. Det blev sejlet til Fjællebroen, og fra Fjællebroen blev det hentet i store vogne med heste for, og blev kørt hjem til virksomheden. Den blev beskæftiget med ca. 3 mand foruden hans far og bedstefar, faktisk en halvstor virksomhed efter tiderne dengang.

Kalkværket var en højovn, der var gravet ind i en bakke, og der var fyldt jord op omkring. Den var sat op af store kampesten, og indvendig blev den muret med nogle rundmursten. Det var selve ovnen og dertil en skorsten op. Så var der en fyrgang nede i den ene side og til den anden side var der indsætnings rum, hvorfra al kalken blev sat ind.

Selve brændingen foregik således, at det rå kalk blev stablet ind i ovnen, og for hver ca. 30 til 40 cm kalk, blev der lagt et lag kul, og så kalk igen, og så kul, indtil ovnen var fyldt. Favnebrændet, som de kaldte det dengang, varmede og brændte ind i kullagene. Således blev kalken brændt på den måde.

Kalkværket lå overfor værkstedsbygning, vognport og lagerrum. Neden for bygningen var der gravet en stor kalkkugle, hvor der kunne være mange tønder kalk i, når det var læsket. Forbi kalkkuglen løb der en åben grøft med meget vand i, så det var nemt at få læsket kalken på den måde. En brænding tog 2 dage og 1 nat. Fyrbøderen, der havde vagten skulle fyre hver 20. minut, og han havde vagten hele natten.

Han kunne huske, når kalken kom med skib fra Fakse til Fjællebroen Havn, tog det mindst et par dage at køre det hjem ad mange gange. Foruden de to spande heste, som hans far havde, lejede han også en vognmand. Der var ekstra mandskab dernede til at hjælpe med at læsse det på vognene. Han huskede tydeligt de store sten, der nogle gange skulle knækkes for at komme ind i ovnen. Det var et meget tungt arbejde.

Han huskede også tydeligt, når han gik fra skole og kom op på Faurshøjbanken, da stod der i tagstenene på værkstedet med store bogstaver L. P. Krogh. Det var gule tagsten, der var lagt imellem på det røde tag, så det var nemt at finde vej til kalkbrænderen. Hans farfar hed Lars Pedersen Krogh. Han huskede også fra barndommen den megen varme, der fremkom fra ovnen, når de brændte kalk, og når de skulle tage det ud.

Derefter blev det kørt ud til de forskellige murermestre og håndværkere og private folk, der ville købe kalk, og der blev også læsket en del kalk der hjemme på kalkværket.

Han omtalte også at kalkbrænderiet lå meget centralt, for der var ingen biler dengang. Oplandet omkring Vester Aaby, var det temmelig stort. Det lå lige imellem Faaborg Kalkværk, Nyborg Kalkværk og Ringe Kalkværk. Hans far havde Ringe Kalkværk i nogle år indtil han i 1900 kom hjem og overtog det i Vester Aaby.

Transporten foregik med heste og vogne. Det var store heste og store vogne. Hestene var op til 12 kvarter, og de havde 2 spande heste. Det var nødvendigt, når de skulle transportere alt det kalk nede fra Fjællebroen og hjem, og også når det skulle bringes ud igen. Han huskede endnu en stor fjedervogn en stor arbejdsvogn, der var blevet lavet specielt til kalksække.

Murermestrene ville helst have det ny læskede kalk. Når det blev læsset på vognen og de kørte derfra, var det lige til det dampede. Man kunne ligefrem se det brænde ind i vognsiderne på kassevognen.

De havde en stor omsætning og de kørte også langt med kalken. Det var ikke lige her hjemme omkring det hele, men helt til bl. a. Korinth, Øster Hæsinge og Sallinge.

De havde 2 spande heste, d.v.s. fire heste, og det var som sagt store heste, og der skulle karlefolk til at lægge seletøj på der. Hvis der var een af dem, der holdt hovedet lidt højt, så kunne de næsten ikke lægge hovedtøj på dem. De ser ikke de store heste mere siden bryghusene holdt op med at have heste.

En søstersøn til Aksel Krogh, (Karl Aage Nielsen 1930-1999) , der senere boede på samme adresse kunne fortælle, at nedbrydningen af kalkbrænderiet på Faurshøjvej skete først i 1940-erne. Det var ovnen, der var sat op af de store kampesten. Den var 1½ til 2 meter i diameter eller 2-3-meter i højden, og stenene kunne han huske, blev kørt til Vester Aaby station. Der var ca. 100 meter kalksten i alt. Han vidste ikke, hvem der slog dem til skærver, men arbejdsmændene var glade for de skøre sten efter brændingen. De kunne holde en god akkordløn. Kalkbrænderiet var nu slut, men efterkommere kunne måske glæde sig over historien.

Peder Møller, den anden person, der også kunne huske kalkbrænderiet fra sin barndom og ungdom boede på Faurshøjvej 41 og blev 80 år i november 1974.

Han kom meget dernede ved Lars Peder Krog, der var en nabo til hans hjem, så han var derhenne så snart, han måtte gå på vejen selv.

Peder huskede at kalkværket brændte efter et lynnedslag i 1904.

Han kunne også huske som 10 årig dengang med kalk ovnens opbygning med inddelte rum og riste, hvor der blev fyret konstant.

Han fortalte at kalk ovnen var indrettet sådan, at når kalkfyldet blev sat i ovnen, så lavede de en stenkiste udenom. Der var et rum, hvor asken faldt ned, og en anden riste, hvor der blev fyret ind i. Brændet hentede man i skoven og kullene blev hentet ved Fjællebroen. Kalkstenene blev også afhentet fra Fjællebroen Havn.

Fyringen skulle passes meget nøje. Der skulle fyres hver 20. minut med brændestykker på størrelse fra en alen og opefter, der lå altid 2 længder i fortsættelse af hinanden. Hvor varmt, der skulle være i ovnen, havde man på fornemmelsen, der var ingen varmemåler. I ovnen kunne der være tyve tønder færdig kalk og det brændte i 2 dage og 1 nat. Ovnen blev passet på skifte af huset beboere og også naboer hjalp til.

Der var i virkeligheden tale om 2 skifte eller 3 skifte på ovnen.

Peder kunne ikke huske, hvad de fik i dagleje, men det var ikke meget.

Der var mange hjælpere bl. a. Hans Christian Gjesebjerg, der var daglejer hos Erik Vejstrup på Guldbjerggård (Guldbjergvej 3). Hans Christians kone var malkepige ved Vejstrup, og de boede i nærheden. Hun gik 2 eller 3 gange om dagen over at malke, som en hjælp til familiens økonomi.

Peder Møller huskede en ganske almindelig arbejdsdag på kalkværket.

Den gamle Lars Peder Krogh, der oprettede kalkværket, var også træhandler. Han huggede brændestykker til vognfjælle, der skulle stå og tørre. De kørte i skoven og hentede træ til fjællene. De hentede kalksten og kul i Fjællebroen, så de var beskæftiget med meget. Alt skulle være klar til forårstiden, hvor der blev brændt meget kalk til nybyggerier.

Kalk ovnen var ualmindelig varm. Der gik nogle timer efter at der var slukket, inden man kunne komme i nærheden af den. Inde ved det fyldte kalk, var der først sat en række mursten, som de selvfølgelig selv lavede. Derefter var der udvendig sat nogle stykker tømmer op, det ene oven på det andet, og der i mellem var der fyldt op med gamle kalkstykker for at holde på varmen.

Det var en slags isolering, der først skulle fjernes, inden man kunne komme ind til kalken.

Peder fik ikke noget i løn, men de voksne fik vist omkring 1 krone om dagen, en ugeløn på 6 kroner for 6 dages arbejde, men så fik alle også kosten, også dem der havde familie hjemme.

Kosten bestod i 1910 af morgenmad kl. 7 øllebrød, kaffe og smurt mad. Der arbejdedes til midt på formiddagen, så blev frokosten serveret med stegt flæsk og smurt mad igen samt hjemmebrygget øl.

Middagsmaden var solid kost, bl. a. ærter med flæsk. Man levede godt og alt var hjemmelavet.

Derefter en times middagshvil. kl. 16 fik vi kaffe og smørrebrød med rullepølse, spegepølse og ost.

Aftensmaden blev serveret kl. 19, hvor der var varmede kartofler og rugbrød med pålæg på.

Det var almindeligt med en arbejdsdag på 12 timer bortset fra hvilepauserne.

Peder Møller fortalte også, at han havde været lærer på husflidsskolen i Vester Aaby. Han var blevet opfordret af Lars Jørgen Banke (Stenbogaard Faurshøjvej 37). De var blevet enige om at lave en husflidsskole for de unge i de lange vinteraftener og Lars Jørgen Banke vidste, at Peder var god til at binde tørvekurve. Han selv kunne lære dem som tømrer om træarbejde. Det gik Peder med til. Det fik alle en stor fornøjelse af, både lærere og elever.

Peder Møller fortalte videre om en helt anden ting. Det var ude forbi Bremerhus (Brændegårdsvej 23 som blev revet ned i 2005) i noget, der hed Torpeløkken. Der var fra meget gammel tid et sagn, eller hvad man nu kunne kalde det. Men der har ligget en bebyggelse derude. En glemt landsby, der forsvandt efter pestens hærgen omkring 1600-tallet. Han havde nogle erindringer, som gamle folk og skovarbejdere havde fortalt, at de havde set grundsten til enkelte huse derude, og de kunne se, at der havde været en by derude. De vidste ikke hvor mange huse, der havde ligget der, men han tænkte, at landsbyen var opstået ved, at da der blev for mange folk i Vester Aaby, var det gået ligesom med bierne, når der blev for mange, så flyttede de ud og lavede noget nyt. I gamle papirer er registreret, at der har ligget en landsby ved navn Nybo, som nu er forsvunden.

Men alt tyder på det, for vi har 15 ejerlav her i den gamle kommune. Det er Vester Aaby, Pejrup, Brændegård og Kragegård. Brændegaard og Kragegaard er i dag begge et meget lille samfund i forhold til de andre. Der må have været meget mere jord og bebyggelse til disse små ejerlav, bl. a. Gjeldbrede skovriddergården (senere Ditlevslyst Faurshøjvej 55) og Bremerhus menes, at de havde været med i Kragegaards ejerlav.

Peder Møller fortalte også at afstand i hans barndom og ungdom først i 1900 tallet føltes meget lange, da alt transport dengang foregik med hestevogn og gå ben.

Han kendte en gammel mand i Vester Aaby. Han var ko trækker for Carl Johan Feldthusen, der var ejer af Pilegaard og Lindevad Mølle, og han trak køer til Odense marked for ham.

Det foregik pr. fod hele vejen til Odense med kreaturer omkring et par og fyrre kilometer. Engang han havde været i Odense med et kobbel køer, og kom tilbage for at afregne med Feldthusen, sagde Feldthusen til ham. Det er tovligt, jeg har en ko, der skal til Svendborg. Ja, så tager vi den også, svarede han og så gik han til Svendborg og hjem igen lige efter turen til Odense.

Peder Møller havde også fortalt historien om møntfalskneren ude fra Grønderup.

Han huskede ikke hans navn, men han var en dygtig smed. Grev Ludvig fra Brahetrolleborg havde oprettet et slibeværk ved Silkeåen i nærheden af Grønderup skole. Han arbejdede der og han var en meget idé rig mand, han var nærmest en tusindkunstner. Han havde udviklet stempler, så han kunne fremstille pengesedler. Han var møntfalskner.

Peder troede ikke, han tjente sig rig på det, for han brugte al sin tid til forsøg. Han lavede også selv papiret til pengene. Men falskneriet blev opdaget ved, som Peder havde fået fortalt, at han aldrig gav pengene ud herhjemme. Han rejste til København og fik dem vekslet. Da han kom til København med den sidste pakke pengesedler, gik han ind i en forretning og købte en lille ting og betalte med en stor pengeseddel. Men han tog sig ikke i agt for, at det var en hjørneejendom. Han drejede om hjørnet og gik ind i den samme butik i en anden indgang, og købte der også en lille ting og betalte igen med en stor pengeseddel. Da blev de mistænksomme, og der fældede de ham med de mange rigsbank sedler.

Peder Møller kunne ikke huske det omtrentlige årstal, eller hvad han fik i straf. Han fik vist livsvarigt fængsel. Han vidste ikke om det passede, men kongen skulle have hørt om denne mand i fængslet og fik medlidenhed med ham. Han skulle have sat ham på en umulig opgave, som mange tidligere havde opgivet. Hvis møntfalskneren kunne løse den, skulle han slippe for videre straf. Opgaven løste han, og blev en fri mand igen.

Der blev en afslutning på historien med hans stempler, for dem fandt man ved et tilfælde. Det var Peders far Lars Peder Møller 1853-1906, der fik noget gammelt taghalm fra huset til strøelse under sine køer. Han fandt de stempler i halmen, som der havde været brugt til fremstillingen af pengesedlerne.

Peders far afleverede stemplerne til Nationalbanken.

Da politiet kom til slibeværket og ville undersøge hans rum, havde møntfalskneren lavet en kunstfærdig lås, som ingen kunne dirke op. Politiet måtte brække det i stykker for at komme derind.