Mary Bager
Udpluk fra Poul Mandrup Pedersen´s slægtsfortælling 1 del (af 3)
MARY AGNETHE PETERSEN 1909-1995
Mary blev født den 18. marts 1909 i bageriet i Vester Aaby som nummer fire i søskendeflokken.
Forældrene var Anna Sophie og Rasmus Marius Petersen, bagermester i Vester Aaby.
Gift med Ejner Pedersen, født den 2. februar 1911, der stammede fra Kirkeby.
Mary og Ejner fik tre børn: Jørgen, Poul og Arne Mandrup Pedersen
MORS SKOLETID, fortalt af hende selv.
Jeg kom i skole da jeg var 7 år gammel. Vi havde en god lærerinde, frøken Lohman . Hun var meget god, og gjorde ikke forskel på os børn. Det gjorde derimod lærer Mortensen, som jeg fik som lærer senere.
Frøken Lohman var næsten som en mor for os børn. Om sommeren havde vi syskole med hende. Jeg havde Lohman i første lille- og store anden klasse.
I de større klasser fik vi lærer Mortensen. Han var en dygtig lærer, men ikke retfærdig. Han gjorde meget forskel på os børn, afhængig af, om det var børn fra en af de større gårde, eller almindelig folks børn. Børnene fra de store gårde kunne gøre, næsten hvad de selv ville, og flere gange fik “fiskerdrengene” eller børn fra arbejderhjem, skyld for noget de ikke havde gjort.
Engang, vi kom i skole efter sommerferien, var skolestuens væg blevet kalket gul, men der var malet en sort og gul streg midt på væggen. Nogle af drengene havde spyttet på deres fingre, og gnedet det gule og sorte ud på væggen.
Lærer Mortensen blev vred, ja meget gal, og han skældte ud på “fiskerdrengene”, hvorefter han tog tampen (et reb til afstraffelse) frem, og så skulle de fire fiskerdrenge op til katederet og have en omgang.
Men så råbte jeg til lærer Mortensen, at det ikke var dem, der havde gjort det. Han ville så have, at jeg skulle sige, hvem det så var, men det ville jeg ikke.
Jeg husker, at han blev meget vred på mig, men han slog mig ikke. Men han prøvede en gang til at få mig eller andre i klassen, til at sige, hvem der havde gjort det. Så skyndte jeg mig at sige, at jeg altid har lært, at man ikke må sladre, og så tav han. Dét var jo ikke til at svare på fra hans side. Mærkeligt nok kunne han vist godt lide mig, tror jeg, også selvom jeg til tider vist var lidt fræk over for ham.
Jeg gik i skole sammen med en pige der hed Astrid. Hendes mor passede stationen, så hun havde næsten altid travlt.
Astrids mor gav mig mange gange 25 ører, som jo var mange penge dengang for et barn, når jeg hjalp Astrid med at skrive stil derhjemme.
En gang gik det galt. Jeg havde glemt at lave nogle stavefejl, det gjorde jeg ellers altid med vilje, så lærer Mortensen skulle tro, det var Astrid, der havde skrevet det selv. Lærer Mortensen kaldte Astrid op foran katederet, for at hun skulle forklare, hvem der havde hjulpet hende. Astrid turde ikke sige, at det var mig, der havde hjulpet hende, så Mortensen gave hende en ordentlig lussing.
Astrid blev så bange og ulykkelig, at hun tissede på gulvet lige foran katederet, og så gik lærer Mortensen
helt amok, slog hende og skældte hende ud, fordi hun stod og tissede i bukserne foran hele klassen. Han kaldte hende for et svin, og beordrede hende til at gå ned i lærerboligen til fru Mortensen, og få en gulvspand og en klud til at tørre op med. Da husker jeg tydeligt, at jeg gik amok, og sagde til Mortensen, at det Astrid havde gjort, ikke var nær så slemt, som at han dagen lang stod og spyttede ned i brændekassen, hvorfra drengene skulle tage brænde op og fyrre i kakkelovnen. Det tog han faktisk meget pænt. Jeg fik bare nogle skæld ud og fik at vide, at jeg da altid skulle blande mig. Mærkeligt han ikke slog mig, måske vidste han, jeg havde ret.
Før jeg kom i skole blev jeg kaldet “Duddi”.
Frøken Lohman spurgte mig, om hun måtte kalde mig Duddi, for der var tre andre piger, der kom i skole samtidig med mig, som også hed Mary. Det måtte hun gerne, så jeg blev altid kaldt Duddi af hende, og det var jeg jo allerede vant til det.
Men lærer Mortensen ville ikke kalde mig Duddi. Nu skulle jeg pludselig hedde Agnethe, det var jo mit mellemnavn.
Det kneb for mig i begyndelsen, at jeg nu pludselig skulle kaldes Agnethe, for det havde jeg aldrig prøvet før. De første gange Mortensen sagde, at jeg skulle læse, og kaldte på Agnethe, reagerede jeg slet ikke, så han spurgte mig, om jeg sad og sov.
Når vi havde haft eksamen, var det skik, at vi skulle ned i Lindebjergskoven, både drenge og piger. Vi havde ikke mad med, men alle havde en sodavand med. Den sidste eksamen husker jeg bedre end de forrige.
Frede Kristensen fra Pilegård ville absolut kysse Ellen (fra maskinfabrikken, senere fru Borg). Drengene fangede Ellen og lagde hende ned. Flere drenge holdt hendes arme og ben, og Frede kyssede hende, ja nærmest overslikkede hende.
Så hører jeg pludselig, at en, der hed Kristian Ejner, nu skulle kysse mig. Heldigvis var drengene stadig optaget af Frede, så jeg listede mig ned fra “Nissehøjen”, hvor det hele foregik, og inden nogen opdagede det, løb jeg over markene, snart forfulgt af mange drenge. Jeg nåede heldigvis over til Peter Møllebyggers hus, og blev på den måde reddet fra drengene.
UNG PIGE I HUSET & PROFESSIONEL PIANIST
Mary fortæller:
Efter syv års skolegang i Vester Aaby Skole, og altså kun hver anden dag, ville jeg gerne have fortsat på en realskole, hvilket ville have været muligt i Svendborg. Men mor og far mente, at jeg var bedst tjent med det, jeg havde lært i Vester Aaby Skole, og det måtte være tilstrækkeligt, og at jeg vist havde fået “nykker”. Ikke engang fabrikantens børn kom skole i Svendborg, så det var en forrykt ide, jeg havde fået. Dog gik mor og far med til, at jeg måtte lære at spille klaver, så jeg fik lov til at starte undervisning hos den blinde organist og klaverlærer, Magnus Jeppesen, i Vester Skerninge, cirka 5-6 km fra Vester Aaby.
Kathrine og Ketty (søstre) havde begge også gået til klaverundervisning hos Jeppesen, men de holdt begge hurtigt op igen, nok fordi Jeppesen var en streng herre. Jeg kunne godt lide Jeppesen, men måske mest hans kone Anna, som også underviste.
(Mange år senere har både Jørgen og jeg (Poul) fået klaverundervisning hos samme Jeppesen i Vester Skerninge).
Mor og far kom meget sammen med Ane og Jens Jensen på gården Godthåb mellem Pejrup og Vester Aaby. Så det blev besluttet, at jeg skulle derud som ung pige i huset fra den 1. maj 1923, lige efter jeg var konfirmeret. Skoleåret sluttede dengang i april, tilpasset at den 1. maj var skiftedag.
Jeg kunne ikke få tiden til at gå inde i huset hos Ane, så jeg fik lov til også at komme med ud på høstarbejde. Det blev imidlertid kun til en kort tid som ung pige i huset, faktisk kun frem til den 1. oktober.
Den lokale musiker hed Ditlev Rasmussen, og han spillede med sit orkester til diverse baller og ofte i forbindelse med spillegilder og andre fester. Ditlev havde hørt mig spille klaver, og han blev ved med at tale om, at jeg skulle hjælpe ham på klaveret. Ditlev var en handlingens mand, så han fik en aftale i stand med mor og far, og han skaffede en anden ung pige til Ane og Jens, som kunne starte den 1. oktober.
Her fra oktober blev der hvert år specielt travlt med at spille musik til spillegilder (bankospil), det brugte man dengang, og Ditlev manglede en pianist. Jeg måtte ellers ikke spille offentligt før jeg var fyldt 16 år – og skulle også være medlem at Orkesterforeningen – men jeg startede alligevel.
En dag kom der et brev fra Orkesterforeningen, om at jeg skulle give møde på Rasmussens Hotel i Faaborg og aflægge prøve for at blive optaget i foreningen.
Jeg nægtede først, men Ditlev gjorde det klart, at jeg var nødt til at være medlem af Orkesterforeningen for at kunne spille i hans orkester.
Altså måtte jeg til Faaborg, til Rasmussens Hotel, hvor jeg var sammen med en ung mand, der også skulle aflægge prøve. Jeg havde aldrig set den unge mand før, og ydermere sad der fem mennesker, vi skulle aflægge prøve for. Vi bestod begge to, og kom også til at spille til bal sammen et par gange. Han hed Knud Larsen. Vi kom dog ikke til at spille sammen ret mange gange, idet han døde pludselig kun 18 år gammel.
Fra prøven på Rasmussens Hotel husker jeg i øvrigt, at vi gik gennem et tilstødende lokale, hvor fru Thit-Jensen holdt foredrag. Jeg mente, hun kiggede meget nedladende på mig, så jeg blev så nervøs, at jeg glemte min fine nye sommerhat, som jeg havde købt til prøven dagen før. Jeg ringede til hotellet dagen efter og spurgte efter min hat, men den var der ikke. Det var selvfølgelig ikke fru Thit-Jensen, der havde taget den, men en eller anden tog den, hvilket jeg var meget ked af.
Nu var jeg blevet medlem af orkesterforeningen, det må have været omkring 1925. Jeg var 16 år gammel, og var således nu professionel musiker.
Jeg spillede en eller to gange om ugen med Ditlevs orkester, måske mere om vinteren og lidt mindre om sommeren. Så da jeg var mellem 16 og 20 år gammel, oplevede jeg kun baller fra orkestersiden, og var næsten aldrig til bal, som de andre unge mennesker.
Når vi spillede, gav Ditlev, som jo var kapelmester, aldrig tilladelse til, at jeg også fik lov til at danse. Det manglede ellers ikke på tilbud, men intet kunne blødgøre Ditlev. Vi var professionelle og fik vores betaling for at spille, ikke for at danse.
Det kunne til tider være drøjt at komme ud til forsamlingshusene, men som regel kørte jeg med Ditlev, som havde bil, og som i øvrigt havde klaveret med. Dengang var det ikke normalt, at der var klaver i forsamlingshusene. Andre gange kørte jeg med en gårdmand fra Diernæs, som spillede trompet i orkesteret.
Trompetisten havde altid et tæppe med i bilen om vinteren, som jeg fik om benene – han var meget omsorgsfuld overfor mig. Dengang var der jo ikke varme i bilerne. Han kom altid ind og snakkede med mor og far, når han hentede mig, og vi skulle ud at spille. Han betragtede mig vist næsten som sin egen datter.
Når vi var ude at spille, blev der også passet godt på mig. Vi var altid 3 eller 4 til at spille. Ingen fik lov tit at invitere mig på noget i pausen, jeg drak altid kaffe sammen med de andre musikere.
Det var en skøn og spændende tid, men det var til tider også hårdt. Engang var vi fire, der spillede til bal på Hundstrup Kro en nytårsaften fra klokken otte om aftenen til klokken fem næste morgen uafbrudt, med undtagelse af ti minutters pause.
Det var hårdt, men jeg husker, at jeg var stolt, for jeg fik 50 kroner for at spille den aften. Til et almindeligt bal, som normalt varede til klokken to om natten, fik jeg 25 kroner.
Det var jo andre priser dengang. En ung pige i huset fik almindeligvis 35 kroner om måneden, hvis hun var over 18 år. Faktisk tjente jeg lige så meget ved at spille en enkelt aften, som en almindelig pige tjente om måneden. Det kan lyde utroligt i dag, men det er nu helt rigtigt, jeg husker ikke forkert.
Det blev til 3-4 år som pianist i Ditlevs orkester.
Lidt om kapelmesteren Ditlev Rasmussen, som jeg (Poul) husker ham:
Jeg husker tydeligt Ditlev Rasmussen og hans kone Harriet. Harriet var en dygtig pianist, og har sikkert afløst mor som pianist i orkesteret, da hun og Ditlev blev gift. Ditlev og Harriet hørte til mor og fars vennekreds, og de var begge to med til min konfirmationsfest i 1958. Harriet og Ditlev boede i Aastrup, lige bagved Aastrup Mølle, hvor Ditlev, udover at spille med sit orkester, også havde en lille minkfarm.
DILETTANT
(Mary fortæller:)
Jeg var også med til at spille dilettant fra jeg var omkring 16 år gammel. Ikke på klaver, men med på scenen.
I Vester Aaby var der gennem mange år dilettant to gange om året, en forestilling i Sangforeningen om foråret og en i Borgerforeningen om efteråret. Flere gange spillede jeg med i begge forestillinger. Jeg var næsten altid den unge pige i elskerrollen.
Der var en ung skomager i byen, Erik, gift med en der hed Elna. Vi spillede dilettant sammen i mange år, men en aften var det ved at gå galt! De andre, vi spillede sammen med, havde væddet med Erik om, at han ikke turde kysse mig rigtigt på scenen. Gjorde han ikke det, skulle han af med en kasse øl. Erik fortalte mig det, og jeg sagde til ham, at han måtte godt, når bare han gjorde det så let som muligt. Han kone Elna, som jo ikke vidste noget om væddemålet, blev meget fornærmet under forestillingen og gik hjem i vrede. Erik måtte gå hjem at hente hende igen, men hun ville ikke med i første omgang. Så gik jeg med Erik hjem for at få hende med og fortalte hende om væddemålet. Det hjalp, så hun gik med tilbage og var med til ballet efter forestillingen.
Der var altid bal efter en dilettantforestilling dengang, men ofte skulle jeg så efter forestillingen også i gang med at spille klaver til ballet, så jeg fik ikke danset ret meget.
MARY’s FOTOGRAFIAPPARAT.
En væsentlig årsag til, vi i dag har fotos fra livet i bageriet i tiden fra sidst i 1920’erne og fremefter er, at mor i sidste halvdel af 20’erne fik et fotografiapparat foræret.
Som det fremgår af dette billede, var mor en flot pige.
En handelsrejsende, som kom fast til bageriet, fandt at mor så rigtig godt ud, så han fotograferede hende og sendte billedet til et ugeblad, som brugte det på forsiden.
Jeg ved ikke, hvad fotografen fik for billedet, men han forærede mor et fotografiapparat, som tak for at hun stillede op til at blive fotograferet. Desværre har jeg aldrig set ugebladet, men det kunne godt være dette
Mor som BRØDKUSK
Da mor var mellem 16 og 19 år, spillede hun i Ditlevs orkester, og hjalp i øvrigt til hjemme i bageriet.
Indtil 1927 blev bageriets brød bragt ud med hest og vogn, og der var ansat en brødkusk til disse ture. Men i 1927 købte morfar den første automobil, en Ford varevogn, og nu skulle brødet køres ud med bil.
Børnene Kathrine og Kristian, ‘Kis’, fik kørekort inden bilen blev købt, og skulle så køre brødturene. Det blev dog ikke rigtig til noget med Kathrine. Hun var 23 år gammel da bilen blev købt, var ugift, og havde sønnen Valdemar, som var født i 1923. Det blev derfor Kis, der skulle køre brødturene i bilen.
Men så skulle Kis ind at være soldat, og morfar fandt ud af, at så måtte mor desværre overtage brødturene fra Kis.
Mor fik kørekort, men måtte snart indse, at det ikke kunne lade sig gøre både at spille til bal til langt ud på natten, og så stå tidligt op og køre brødture. Morfar mente, at mor godt kunne spille til bal et par gange om ugen, og alligevel klare at køre brødturene, men det viste sig hurtigt, at det ikke kunne gå.
Mor blev meldt ud af orkesterforeningen, og sluttede karrieren som professionel musiker, for at blive fuldtidsmedarbejder hjemme i bageriet. Udover at køre ud med brød, bestod arbejdet i at hjælpe til også med at bage rugbrød, blandt andet med at fylde dej i maskinen eller veje af. Der blev bagt cirka 100 store rugbrød hver dag.
Ude på landet brugte man ikke kørelærer på den tid, men man lærte at køre fra en anden. Således var det Kis, der måtte lære mor at køre.
Efter træning med Kis, aflagde mor prøve for den motorsagkyndige i Faaborg, som hun bestod første gang.
Det var vist ellers ikke meningen, at mor skulle have fortsat med at køre brødture, efter at Kis havde været soldat, men der opstod komplikationer.
Kis havde mødt en ung pige, Elna, kreaturhandlerens datter fra Hundstrup, og Elna var blevet gravid. Elnas forældre insisterede på at de unge skulle giftes.
Bagerfamilien var vel efterhånden mere hærdede på dette område, skulle man tro, men giftes, det skulle de, og sådan blev det.
Så mor måtte fortsætte med brødturene, og hermed var det endeligt slut med en fortsat karriere som professionel musiker. Mor fortsatte med brødturene helt frem til sidst i 197O’erne, kun afbrudt af nogle år, da mine brødre og jeg var små.
Brødturene blev kørt i faste rammer, efter dette program:
Mandage : Der blev ikke kørt ture på mandage.
Tirsdage : Først en bytur i Vester Aaby øst.
Efter en kort middagspause inden en af de længste ture:
Gundestrup, Eskebjerggyden, Hundstrup, Sirbirien , Mynderup,
Stågerup, Stæreby, Ulbølle og hjem.
Onsdage : Bytur i Vester Aaby vest. Derefter Nakkebølle Gods, Østergyden
i Aastrup, Pejrup, og over Sølvbjerg og hjem.
Torsdage : Faurshøj og Grønderup, samt lidt af Pejrup.
Fredage : Om formiddagen var der bytur i Vester Aaby Øst, inklusiv en tur
ned til Lindebjerg Mølle.
Om eftermiddagen den lange tur til Fjellebroen, Strandhuse og
over Ulbølle hjem.
Lørdage : Bytur i Vester Aaby, Aastrup til Aastrup Mølle og Ditlev Rasmussen,
videre til Pejrup, og over Sølvbjerg og hjem.
Søndage : Levering af morgenbrød i Vester Aaby.
BRØDTURE OM VINTEREN
I starten af 193O’erne var der rigtig vintervejr, men brødet skulle køres ud alligevel. At komme rundt til alle gårdene når sneen lå højt, for det meste ad små dårlige veje, var hårdt arbejde, og krævede at mor måtte have assistance til turene. På billedet her og næste side er det Niels “blikkenslager” Hansen, der er med for at hjælpe mor og brødbilen gennem sneen.
Niels “blikkenslager” var bror til den lokale mekaniker.
Han var gift med Misse, og sammen drev de forsamlingshuset i Vester Aaby.
Mor må have været en spændende og speciel ung pige omkring 1930, da hun var 21-22 år gammel.
Her engang i 1930 er mor i gang med at male bilen, med hjælp fra nogle af lære- drengene fra maskinfabrikken.
I marts 1935 købte morfar en ny varebil, den gamle var fra 1927. Som den gamle bil, var den nye bil også en Ford.
Her er mor med den nye bil. Bilen blev brugt i bageriet frem til slutningen af 195O’erne.
BRØDKØRSEL UNDER KRIGEN
Under 2. Verdenskrig foregik brødkørslen med hest og vogn.
Det er mor ved siden af vognen og, tror jeg, Tante Henny på vognen.
Billedet er taget i Vester Aaby, foran mor og fars første hjem, som senere blev købt af lægen.
MARIE & HANS JØRGEN JØRGENSEN
En fortælling om nogle mennesker, der betød meget for mor i hendes unge dage:
Fra mors notater om sin barndom og ungdom. Redigeret den 01.10.1995.
Da jeg var omkring 18 år gammel, begyndte jeg at køre brødture. I første omgang sammen med Kis (min bror Kristian). Jeg fik lov til at køre bilen, det mente jeg var spændende, og jeg kunne godt lide at komme ud til folk, ikke mindst til de ældre ude på gårdene.
Der var specielt et ældre ægtepar, Marie og Hans Jørgen Jørgensen, som i øvrigt var gode venner med mor og far. De havde gården “Lykkensprøve” for enden af Rolighedsvej i den nordøstlige del af Vester Aaby.
Senere da de gik på aftægt, byggede de en aftægtsbolig på deres egen jord, lige ved siden af husmandsstedet ”Rolighed”.
Der blev sagt, at Hans Jørgen var sognets rigeste mand, jeg ved ikke om det passede.
Jeg kom der på brødturen om fredagen, og om søndagen fik de leveret morgenbrød, hvilket ingen andre gårdmænd fik på det tidspunkt.
Deres gård, og senere aftægtsboligen, var mit sidste sted på turen med morgenbrød om søndagen, så jeg skulle altid snakke med dem og ofte drikke kaffe sammen med dem.
Det var også blevet en regel, at den gamle sognefoged Jens Rasmussen stod på vejen udenfor sin gård, som lå på Rolighedsvej på vejen ud til “Lykkenspøve”, og ventede på at jeg kom forbi, han skulle nemlig også med ud og have kaffe og morgenbrød hos Marie og Hans Jørgen.
Så det var fast tradition, at jeg drak kaffe sammen med de tre gamle om søndagen, og vi havde det sjovt sammen. Der var vist ingen andre i byen, der kendte den gamle sognefoged, Marie og Hans Jørgen bedre end jeg gjorde.
Marie og Hans Jørgen havde en datter, Asta, som sammen med sin mand overtog gården “Lykkensprøve” efter de gamle.
Hun lignede ikke sine forældre, hun var meget sur og kedelig.
Ejner og jeg var dog gode nok tit at komme med til deres sølvbryllup, men hun var ikke som forældrene. Måske var det derfor, at Marie og Hans Jørgen var så glade for mig.
Jeg havde jo kørekort, og jeg kørte således mange ture for de to gamle. Når de skulle køres, lejede vi bil hos Erik Hansen, mekanikeren i Vester Aaby, og altid betalte Marie og Hans Jørgen for leje af bil og benzin. Mor og far var altid med på turene, blandt andet kørte jeg dem til Frøbjerg Bavnehøj i 1933, og til Lillebæltsbroen, da den blev bygget i starten af 193O’erne.
Hver gang de skulle til Svendborg for at handle, lejede de en bil uden fører hos Erik Hansen.
Mor og far tog med og jeg kørte. Når vi således var i Svendborg for at handle, var det traditionen, at vi skulle på restaurant for at spise koteletter. Igen var det altid Hans Jørgen der betalte.
En dag fandt Marie og Hans Jørgen på, at de ville forære mig en helt ny bil. Det var ellers fristende, men mor og far sagde, at hvis de virkelig gjorde det, ville jeg jo aldrig få fri på mandage – det ville jo forpligte at få en bil foræret på den måde. Jeg havde jo ikke den store frihed, så jeg måtte desværre sige nej tak til de to gamle.
Men så fandt Marie på, at jeg skulle have en ridehest, men igen måtte jeg sige nej tak. Jeg havde slet ikke frihed til at passe en hest og til at ride ture – jeg kørte jo brødture hver dag undtagen mandage.
Jeg ved ikke hvorfor, de var så glade for mig, men det var de altså. Maren kunne give mig alt, men mor sagde, jeg ikke måtte tage imod noget. Måske havde det noget at gøre med deres datter, som var gift og havde fået gården, men var en rigtig ”mobse”, som ingen rigtig brød sig om.
Engang spurgte datteren, Asta, mig om det var mig, der havde fået så mange af hendes mors gamle ting. Det kunne jeg roligt sige nej til, takket være mors formaninger om ikke at tage imod. Jeg var glad for at jeg havde hørt efter mors råd og havde sagt nej tak, når Marie tilbød mig et eller andet. Men Asta troede mig ikke, kunne jeg høre på hende, så jeg inviterede hende til at komme op til mig, når hun kom til byen, men det ville hun dog alligevel ikke. Jeg kunne ellers have fået mange fine gamle ting.
En gang jeg havde fødselsdag, havde Hans Jørgen været oppe tidligt om morgenen, eller måske hen på aftenen dagen før, og havde sat en papæske ind i bilen i garagen. I æsken var der den fine bronzekande, som jeg stadig har – den står på det trekantede skab i stuen. Jeg husker, jeg blev helt forskrækket den søndag morgen, da jeg kom over i garagen og ville lukke op til bilen. Jeg gav et højt skrig fra mig, da jeg lukkede bildøren op, for på forsædet i bilen stod en dukke med en pakke ved siden af. Dukken var klædt på som Jokum i “En Søndag På Amager”. Jeg havde lige spillet med i opførelsen af “En Søndag På Amager”, hvor Jokum frier til mig, og nu sad han der i bilen.
Marie og Hans Jørgen havde købt dukken i Svendborg og fået den klædt på som Jokum, og i pakken ved siden af var den fine bronzekande – ja, de var ikke helt almindelige.
Jeg kunne til tider ærgre mig over, at jeg havde sagt nej til de mange gamle ting. Nu kom der i stedet nogle helt fremmede “handelsfolk” som kørte omkring, især til gårdene og til ældre folk, og opkøbte gamle ting.
Det skete også hos Marie, hvor nogle af disse handelsfolk flere gange kom og fik overtalt hende til at sælge nogle af de fine gamle ting, de havde, for ingen penge. Ofte var det ting, hun ellers ville have givet mig. Når jeg så kom på min brødture og opdagede, at nogle af disse opkøbere havde været der, skældte jeg Marie ud for at have solgt tingene, men så fik jeg den besked, at jeg jo ikke ville have dem. En gang skældte jeg hende ud og sagde, at hvis hun havde solgt noget næste gang jeg kom, ville jeg aldrig mere komme ud og hjælpe hende med at pudse kobbertøjet. Det hjalp på hende.
FAR kommer ind i billedet.
Den 1. november 1926 kom en ung mand fraKirkeby ved navn EJNER PEDEREN til Vester Aaby for at komme i lære som maskinsnedker på A/S Jens Nielsens Maskinfabrik. Ejner blev i 1944 min far. Far blev født i Kirkeby den 2. februar 1911, og var eneste søn af Andrea og Axel Pedersen i Kirkeby. Ejners far Axel var teglværksarbejder og stammede fra Strynø.
Fars barndom i Kirkeby kender jeg ikke meget til, men på et eller andet tidspunkt allerede inden far kom I skole, kom der problemer i hjemmet. Andrea, fars mor, blev alvorligt syg af tuberkulose, og det har naturligvis præget hverdagen i det lille arbejdsmandshjem og er nok grunden tit at far blev enebarn.
Farmor Andrea var ind og ud af sygehuset og kom senere til Nakkebølle Sanatorium ved Vester Aaby. Med Bedstefars lange arbejdsdage på teglværket, blev det uden tvivl en barsk hverdag med en syg kone og et barn i skolealderen.
Da far var omkring 12-13 år gammel døde hans mor af sygdommen.
Som det var almindeligt på den tid når en mand var blevet alene, ansatte bedstefar en husbestyrerinde, Agnete. Som det vist ofte gik, endte det med at bedstefar giftede sig med husbestyrerinden, og for dem holdt det ægteskab resten af deres liv.
Hvornår fars stedmor, Agnete, min bedstemor, kom ind i billedet ved jeg ikke, men af mors notater fremgår, at Agnete var en meget sød pige, som var meget omsorgsfuld overfor både bedstefar og far.
Dengang var det sådan, at udenbys lærlinge boede på fabrikken. Man havde simpelthen en afdeling med værelser for lærlinge. Lærlingene kunne så spise på et af byens lokale pensionater. Min moster Kathrine og Thorvald havde sådan et pensionat i deres daværende hus lige overfor fabrikken.
Lærlingene og de unge svende fra fabrikken fordrev oftest aftenerne med at hænge ud i bagerbutikken, hvilket også skete helt op til min tid i 195O’erne.
Udover brød, is og slik, var det nok også bagerens kønne unge døtre, der trak drengene fra fabrikken, så mor har nok haft en hel del tilbedere.
Far udlært som MASKINSNEDKER
Hvordan far mødte min mor, Mary, ved jeg ikke, men jeg kan da gætte på, at det var gennem Kathrines pensionat.
Under alle omstændigheder var Vester Aaby en lille by, så det har været svært for en ung lærling eller svend fra fabrikken, ikke at lægge mærke til bagerens kønne og friske datter.
Omkring 1930 dukker Ejner op på mors fotografier af dagliglivet omkring bageriet.
Far blev udlært som maskinsnedker den 1. februar 1931, dagen før sin 20års fødselsdag, og fortsatte at arbejde som svend på fabrikken.
FARS ULYKKE.
I starten af 1930’erne kom far alvorligt til skade på fabrikkens maskinsnedkeri. Om det var lige inden han blev udlært i februar 1931, eller om det var da han arbejdede som svend senere, ved jeg ikke. Som det, også skete for mange andre i det fag, fik far venstre hånd i afretteren, og mistede to fingre på hånden, ringfingeren og langfingeren.
Det kom til senere fa store konsekvenser for mor og fars fremtid.
På maskinfabrikken var der velordnede forhold, og fabrikken havde heldigvis en ulykkesforsikring. Far fik udbetalt en erstatningssum fra fabrikkens forsikring, hvor stor den var ved jeg ikke. Jeg formoder, at den erstatningssum der blev udbetalt, blev brugt til at købe huset i Vester Aaby – det hus der blev mor og fars første hjem.
Far fortsatte med at arbejde som maskinsnedker på fabrikken. Han blev udlært den 1. februar 1931, og fortsatte med at arbejde som svend i de næste 12 år.
Mor – og måske også far – var efter ulykken – efterhånden blevet utryg ved fars arbejde på fabrikken. Da Danmark i 1940 blev besat af tyskerne, tegnede fremtiden sikkert ikke helt så lyst for beskæftigelsen på fabrikken. Denne utryghed falder sammen med, at min morfar og mormor er ved at planlægge at afhænde bageriet for at gå på pension.
Nu ville det vel have været naturligt, at en af mors to brødre, Kis og Poul, som begge var uddannet indenfor bagerfaget, havde overtaget bageriet og ført det videre, men sådan skulle det ikke blive.
For det første havde ingen af mors brødre kapital til at overtage bageriet, for det andet mistænker jeg, at det var mor der gerne ville, at hun og far overtog bageriet.
Bageriet havde været mors hele tilværelse indtil da. Det var hendes barndomshjem, og hun elskede sine brødture og livet omkring bageriet. Så var der jo lige det, at far havde fået penge fra forsikringen, så, selvom pengene nok var investeret i deres hus, så havde de kapital til at skyde ind i et køb af bageriet, hvis de solgte huset.
Sådan blev det – mor fik altid sin vilje!
Den 1. januar 1943 overtog mor og far bageriet i Vester Aaby, og far skulle i gang med at lære bagerfaget.
Set med eftertidens øjne, var dette efter min opfattelse deres livs fejltagelse.
Mor og fars køb af Bageriet var på streng kommercielle betingelser. Ikke noget med at morfar gav sin datter særligt favorable betingelser.
Af side 2 af skødet, fremgår det:
Overtagelsen er fastsat til 1. januar 1943. Købesummen er fastsat til kr. 40.000.
Kontant betaler køber senest den 1. marts 1943 kr. 15.000.
Køberen optager størst muligt 1. prioritetslån i Østifternes Kreditforening, hvis provenu udbetales sælgeren.
For den eventuelle rest udstedes pantebrev til sælger med pant i det solgte, efter det optagne kreditforeningslån, til 4% p.a. og med afdrag kr. 50 hver halvårlig termin, første gang i juni termin 1945.
Morbror Kis arbejdede som svend i bageriet, da mor og far overtog bageriet, og han fortsatte i en årrække som svend. Det blev således Kis, der skulle oplære far i bagerfaget. Morfar Marius hjalp i en periode også til, og havde – som jeg husker det – også sin daglige gang i bageriet.
Far var en dygtig håndværker og havde måske haft gode muligheder for en karriere på maskinfabrikken. Men der er et stort spring fra at være ansat håndværker til nu, 32 år gammel, at skulle til at lære bagerfaget fra bunden af og til at drive selvstændig forretning som bagermester.
Far blev desværre aldrig en rigtig god bager, og nok værst af alt, var han slet ikke forretningsmand.
Far og mor kunne sikkert have fået en langt mere behagelig tilværelse, hvis far havde fortsat på fabrikken, hvor han sikkert var endt som værkfører, ligesom nogle af hans kollegaer på billederne fra fabrikken, for eksempel Thomas Borg og Sparrewath.
I stedet sled både far og mor sig gennem tilværelsen som selvstændige for at holde bageriet kørende. De sled virkelig hårdt i det!
Gennem de første cirka 15 år af deres tid i bageriet, holdt de bageriet og forretningen åben 7 dage om ugen.
Der blev kun lukket 5 dage om året, nemlig Juledag, 2. Juledag, Langfredag, Påskedag og Pinsedag. Ikke noget med ferier eller bare normale weekender. Op tidligt hver dag, arbejde hele dagen og trætte i seng hen ad 22-tiden.
På et tidspunkt gik de endelig over til at lukke forretningen på mandage.
Jeg husker tydeligt, at jeg tit misundte mine venner og deres familieliv – tænk sig, de havde fri i weekenderne, og de fleste havde også sommerferier med familien.
Trods det hårde slid kom der ikke så meget velstand ud af det. Forretningstalentet manglede og måske manglede også en grundliggende uddannelse indenfor bagerfaget.
BAGERIET
Far arbejder ved ovnen.
Ovnen var en lang flad muret stenovn, 5-6 meter lang, som blev opvarmet ved fyring med brænde eller kul direkte ind i selve ovnrummet.
Efter fyringen blev ovnen renset, stenene var varme og der kunne bages brød.
Hårdt og snavset arbejde.
Det første, der blev bagt i ovnen hver dag, var rugbrød.
Denne form for ovn gav nogle fantastiske rugbrød, som således også var det vigtigste og mest populære brød fra bageriet.
Først mange år senere fik far installeret oliefyr til opvarmning af ovnen.
Længe efter krigens ophør var der rationering på alt muligt, også på brændsel til opvarmning af ovnen.
Her er så sent som i februar 1950 har far fået tilladelse til at få leveret 2.000 kg kul.
Den 7. maj 1961 havde mor og far SØLVBRYLLUP.
Det blev blandt andet blev fejret med en stor fest i Vester Aaby Forsamlingshus.
Her ses mor og far med nogle af de mange blomster, de fik på dagen.
FRA BAGERI TIL BRØDUDSALG OG TIL LUKNING.
Allerede i december 1969 fik far første gang problemer med helbredet, og måtte på hospitalet.
De tungeste aktiviteter i bageriet, bagning af rugbrød, blev standset, og for at holde forretningen kørende, gik mor og far over til at købe rugbrød fra Büngers, rugbrøds fabrikken i Svendborg.
Efterhånden holdt mor og far helt op med at bage selv, og fik lavet aftaler med andre bagere i området om at aftage og sælge deres brød i forretningen, som nu var blevet et brødudsalg.
Efter videre sygdom i 1978, hvor mor og far også havde nået pensionsalderen, blev det besluttet at lukke forretningen helt ved udgangen af 1980.
Den 7. april 1985 døde min far efter en blodprop, 74 år gammel.
Jeg og min familie var i Sudan, og kunne desværre ikke komme hjem til at være der, og heller ikke til at deltage ved begravelsen.
Efter fars død i 1985 boede mor nu alene i det gamle bageri i næsten fem år.
Det gik ned ad bakke både med mors helbred og husets tilstand.
I slutningen af 1989 fik mor tildelt en dejlig nyopført beskyttet bolig i Vester Aaby, og det lykkedes at få solgt det gamle bageri for den beskedne sum af 300.000 kroner.
Fredag den 8. september 1995, sov mor stille ind og fik fred efter et langt liv på mere end 86 år.
